Forfatterarkiv: Karsten Eriksen

1. workshop gennemført

Så kom vi endelig i gang igen med Klyngearbejdet.
Det foregik lørdag 13.6 og søndag 14.6 KIF centeret i Klemensker, hvor der var dækket op med god plads mellem bordene og siddepladserne – det hele i god Corona-ånd.

Arkitekterne fra MATTERS holdt en rigtig god workshop for os, hvor vi både fik præsenteret hinanden og i grupper fik arbejdet med viden om både hinandens byer og vores lokale udviklingspotentialer i de enkelte byer.

Der er en god energi i samarbejdet med MATTERS, der var mødt talstærkt op med begge partnere og yderligere 3 arkitekter. Derudover valgte godt 20 lokale at bruge deres tid på at gøre en forskel, da der desværre var nogle indbudte, som var forhindret i at komme.
MATTERS gennemførte lørdagen, så den både var indholdsrig, idérig og spændende. Og så overholdt vi samtidig tidsplanen, selvom der var stor virkelyst ved de enkelte borde, hvor vi næsten ikke kunne stoppes igen.

Søndag foregik i ”marken” hvor deltagerne i workshoppen fik en arkitekt med ud i lokalområdet og kunne fortælle mere detaljeret om idéerne og arkitekterne kunne med egne øjne se rammerne for det videre arbejde.
Idéerne er dels fra workshoppen og idéer, der i forskellige sammenhænge er drøftet med klubber og foreninger.

MATTERS tager nu alle vores input og vores idéer med til kontoret i København, hvor de over sommeren vil kortlægge og arbejde med dem, så MATTERS til næste workshop i starten af september kan præsentere os for de første streger og give en mulig retning for resten af projektet.

Stor tak til MATTERS Arkitekter og de fremmødte for en fantastisk dag.

På styregruppens vegne

Karsten Eriksen

Så har 4-Kløver-Klyngen valgt arkitekt

Vi fortsætter projektet i samarbejde med MATTERS Arkitekter, der skal hjælpe os med den videre proces og gerne ende op med et skitseforslag, som så skal ligge til grund for en fondsansøgning.
Selve tilbudet kan læses her på vores hjemmeside.

Samtidig kan man nu finde Nyker, der får sin egen byhjemmeside på Destination Bornholms site med 800.000 brugere og 2,5 mio visninger årligt.
Klemensker, Rø og Aarsballe vil også snart få egne sider via Destination Bornholm.

Så er vores folder landet i postkassen

Alle husstande i Klyngen burde nu have modtaget folderen, som vi både har arbejdet hårdt for at få ud, samt er meget stolte over med de fine lokale illustrationer fra vores byer.
Folderen beskriver i en fin opsætning, hvad det er, at Klyngen står for.

Vi håber meget i kan lide den og fortsat ønsker at bakke op om initiativet, da vi nu skal til at trække i arbejdstøjet og får brug for alle frivillige hænder.
Du kan se eller downloade folderen herunder, ved at trykke på linket.

Høringsvar om lukning af Klemenskerhallen

Nedenstående er afsendt og der er modtaget kvittering for modtagelse.

23. september 2019

Det er med overraskelse, at vi kan konstatere, at Klemensker Hallen er en del af sparekataloget.

Vi føler os nødsaget til stærkt at fraråde besparelsen.

Vi mener, det vil have en massiv indvirkning på 4-Kløver-Klyngens område, vores samarbejde og udviklingsmuligheder.

·       Det er den eneste sportshal vi har i Klyngen. Det vil være et kæmpe tab for brugere, skole og foreninger.
Hallen er allerede nu og tegner til fremover at blive et naturligt og vigtigt mødested for os, der bor i 4-Kløver Klyngen.

·       Hallen er et af nøglepunkterne i vores ønskede og planlagte projekt om et sammenhængende stisystem – til glæde for vores borgere og som et tilbud til indlandsturismen.
En nedlæggelse af Hallen vil derfor være et stort tilbageskridt for 4-Kløver-Klyngens arbejde.

·       Hallen er med i overvejelserne som service bygning til friluftsturister, der passerer Klyngen i forbindelse med ruter til og fra Den Grønne Bølge.

·       Hallen og svømmebadet udgør et aktivt centrum i det nye store grønne område, der er skabt, efter man valgte at lukke Klemensker Skole og nedrive visse skolebygninger.

·       Hallen vil stå som udgangspunkt for at gentænke bevægelse og motion via et kommende samarbejde mellem Klyngens idrætsforeninger.

·       Hallen er nærmeste halmulighed for Bornholms Frie Idrætsskole.

En lukning af Hallen i Klemensker vil derfor gå imod arbejdet med Den Grønne Bølge.
Det vil modarbejde principperne i klyngetanken og det vil yderligere svække det indland, som her tømmes, fordi der centraliseres ved kysten på Bornholm.

Med dette in mente og det meget lille beløb der er i forventet besparelse, synes vi, at de muligheder vi taber på gulvet ved en lukning, ikke står mål med besparelsen.

Med venlig hilsen

Styregruppen i 4-Kløver-Klyngen

Så er vi godt på vej – Ansøgningen er modtaget

På sidste stormøde hvor ca. 35 mødte op, fik vi tilslutning til at sende ansøgningen  om støtte til forprojekt på 200.000,00 kr. hos DGI, Realdania og Lokale og Anlægsfonden .

Ansøgningen er sendt og vi har modtaget bekræftelse på, at den er modtaget.
Tilbage er nu bare at vente på, at vi får svar og vi skal desværre vente helt til november…

Indtil da kan du læse ansøgningen her, hvor det femgår, hvad projektet omhandler og læse lidt om, hvad Bornholms Tidende har skrevet i deres leder:

VI MØDES I DET GRØNNE_ ansøgning_4-kløver-klyngen-Bornholm

Bornholms Tidende_26082019_At klynke ligger ikke til klyngen

 

Så tager vi et af de store skridt

 

Velkommen til STORMØDE i 4-Kløver-Klyngen 

Tirsdag den 20. august 2019 kl 19.00 i KIF-centeret i Klemensker, Lindevej 25!

Lad os begejstre hinanden, opbygge fællesskaber, og skabe relationer på tværs af vore forskellige foreninger, som kan blive til gavn for rigtig mange af os. Ja, måske endda skabe en dyrebar afhængighed

Aftenens program:

Kort præsentation af rapporten fra Borgerundersøgelsen

Orientering om kerneområderne, der arbejdes med, ud fra de fælles visioner der er vedtaget

Præsentation af Fakta & Vision, som danner grundlag for ansøgning af penge til et forprojekt

Dialog og samtale om det videre Fællesskab i 4-Kløver-Klyngen.

Husk at nye ideer også er velkomne!

Og så er der kaffebord, og alle er hjerteligt velkomne!

Kærlig hilsen 4-Kløver-Klyngen

4 Kløver Klyngen på TV2

Igen kommer Klyngen på TV2 Bornholm!

Denne gang vil Kim Koch Hansen fra styregruppen fortælle lidt om fællesskabet og det arbejde der foregår i Klyngen.
Se med på TV2 Bornholm torsdag 11/7 kl. 19.40

Turen fra Klemensker til Muleby Å

Nu her i dette dejlige forår har vi været på et par ture ned langs Muleby Å.
Vi vil undersøge de rent fysiske muligheder for at færdes langs åen eller i umiddelbar nærhed af den. Selvsagt er der den del der handler om at høre de forskellige lodsejere om, hvorvidt de er positive over for tanken. Det kommer. Men foreløbig tak til jer for en virkelig dejlig tur.

For smukt er der og fredeligt.
Det er utroligt som den å slynger sig og tanken om at området i det store og hele har ligget urørt af menneskehånd i så mange år er fascinerende. Der er bratte brinker, små engdrag, masser af avnbøg og kirsebær, fugleliv og så hele tiden den velsignede klukken fra vandets løb hen over stenene.

Med udgangspunkt i Klemensker gik vi via Søsende ned mod det sted hvor den rørlagte del af åen kommer frem og til sin ret i terrænet. Vi passerer nogle småveje, en gammel jernbanebro og sidst landevejen mellem Rønne og Hasle. Her endte vi ved Muleby og betonvirksomheden der.

Den overordnede tanke er at være med til at skabe fredelige vandreruter mellem vores byområder og også gerne med en forbindelse til vores kystnære vandrestier.

Muleby Å

Næste tur foregår langs Tingsted Å.